Spildevandet fra dit hjem ledes til renseanlægget (brun streg). Når spildevandet er renset, indeholder det varmeenergi, som vi udnytter med en spildevandsvarmepumpe. Det kan måske lyde avanceret, men i princippet fungerer den ligesom de luftvarmepumper, du formentlig kender fra boliger og sommerhuse.
Spildevandsvarmepumpen trækker varme ud af det rensede spildevand (blå streg) og bruger den til at opvarme fjernvarmevandet, der sendes hjem til dig (rød streg). Når du har brugt varmen, sendes vandet tilbage til varmepumpen (lyserød streg), som genopvarmer det.
Systemet sikrer, at fjernvarmevandet og spildevandet ikke kommer i kontakt med hinanden. Når der ikke er mere varme tilbage i det rensede spildevand, ledes det tilbage til renseanlægget, som sender det videre ud i Egåen. På den måde sikres vandmiljøet omkring renseanlægget og spildevandet lever stadig op til alle krav.