Fra årsskiftet indfører AffaldVarme Aarhus et nyt tillæg, som skal motivere fjernvarmekunderne til at udnytte deres fjernvarme bedre. Det er nemlig både godt for kundernes økonomi og for klimaet.
Hvis kundernes varmeinstallationen udnytter varmen dårligt, kræver det mere fjernvarmevand at varme huset, lejligheden eller virksomheden op. Dermed skal AffaldVarme Aarhus producere mere varme end nødvendigt.
”Vi har alle sammen en interesse i, at den varme der bliver produceret, bliver udnyttet bedst muligt. Vi gør rigtig mange ting for at gøre fjernvarmen så grøn og billig som mulig, men vi er afhængige at kundernes hjælp, hvis vi skal nå det sidste stykke vej,” siger Elsebeth Arendt, Fjernvarmechef, AffaldVarme Aarhus.
Hvem får tillæg?
Det nye tillæg hedder tillæg for returtemperatur. Returtemperaturen er betegnelsen for den temperatur, som fjernvarmevandet har, når det har været igennem ejendommenes fjernvarmesystem.
Hvis man som kunde har en høj returtemperatur, så udnytter man fjernvarmen dårligt, og det giver et gebyr. Hvis man har en lav returtemperatur, så er man god til at udnytte fjernvarmevandet, og det giver en bonus. Returtemperaturen skal ligge under 40 grader, for at undgå et gebyr.
”Det nye tillæg skal give en mere fair måde at lave varmeregninger på. Tidligere har det haft en betydning, hvor i fjernvarmenettet ens husstand lå, og nogle er dermed sluppet for gebyr, selv om deres anlæg ikke udnyttede fjernvarmen godt nok. Nu rammes alle ens, og det synes vi er mest rimeligt,” siger Elsebeth Arendt, Fjernvarmechef, AffaldVarme Aarhus.
Der er hjælp at hente
Alle kunder modtager inden oktober et brev i e-Boks eller postkassen om det nye tillæg. Heri står også, om AffaldVarme Aarhus forventer, at kunden skal betale et gebyr eller ikke bliver påvirket. Det vurderes ud fra varmemålerdata fra det seneste år.
Et gebyr på regningen er aldrig rart. Heldigvis kan kunderne selv forbedre returtempera-turen med gode varmevaner. På www.affaldvarme.dk/retur er der gode råd at hente, og en videoguide til, hvordan man får styr på returtemperaturen.
Men der vil være nogle kunder, hvor det ikke er ligetil. Der henviser AffaldVarme Aarhus til kundernes lokale VVS-installatør.
Det nye tillæg træder i kraft fra 1. januar 2022, og vil fremgå af kvartalsregningen i april 2022.