Gå til indhold

Glem alt om støvede museer: Arkitektstuderende og Kredsløb vil gøre fjernvarmens udvikling spændende for alle med ny udstilling.

Tænker du ofte på, hvordan varmen til dit morgenbad eller din radiator bliver til? Nej, vel. Og du er langt fra alene.

De fleste af os tager det for givet, at forsyningen hver dag, hele tiden sørger for varmen, når vi har brug for den. Medmindre du er ingeniørtype eller tekniknørd, er det nok heller ikke et emne, du forbinder med spænding og opdagelse.

Derfor har Kredsløb i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus afholdt en konkurrence blandt de studerende, der fik til opgave at skabe en udstilling om Kredsløbs ambitioner for fjernvarmens udvikling. En udstilling, der både underholder, fænger og forklarer, hvordan systemet hænger sammen set fra fortiden, nutiden og i fremtiden.

Thorbjørn Nielsen og Julie Juhl Simonsen, der begge er arkitektstuderende endte med at have det bud, der bedst favnede kriterierne. De har nu skabt en udstilling, hvor aarhusianerne i alle aldre kan opleve fjernvarmen og dens teknologier med afsæt i hverdagssituationer.

Bjarne Munk Jensen, adm. direktør i Kredsløb, er ikke i tvivl om, hvorvidt det er lykkes at gøre fjernvarmen til et tilløbsstykke.

”Selvom jeg er branchemand, er jeg sikker på, at enhver vil kunne forstå sammenhængen mellem deres hverdag, varmen og teknologierne og blive klogere, hvis de besøger DOKK1. De studerende har ramt plet i forhold til at gøre noget komplekst forståeligt for alle og samtidig skabt en regulær oplevelse. Jeg håber, at rigtig mange vil lægge et besøg forbi og se udstillingen,” fortæller Bjarne Munk Jensen.

Hele vores energisystem gennemgår lige nu en historisk stor udvikling med helt nye teknologier, der skal danne rammen for en sikker og robust forsyning nu og i fremtiden, og her vil Kredsløb gerne demonstrere de teknologiske muligheder og ambitioner med fremtidens fjernvarme, der er skabt med naturens kræfter helt i tråd med klimaplanen for Aarhus. Arbejdstitlen er fremtidens fjernvarme, men udviklingen sker allerede.

Selv siger vinderne af konkurrencen:

”Vi prøvede at tydeliggøre fremtidens fjernvarme overfor datidens fjernvarme og vise mængden af materiale, man tidligere har brændt af og samtidig vise, hvor udviklingen nu er på vej hen. Og så har vi forsøgt at synliggøre, hvordan fjernvarmen kommer til udtryk i vores hverdag i et simpelt koncept, som er tilgængeligt for alle og giver lyst til at opleve den”

Udstillingen kan opleves på Dokk1, men glem alt om gamle støvede museer og tekniske forklaringer. Her kan du gå på opdagelse i Kredsløbs ambitioner for forsyningen, ligesom du kan opleve fjernvarmens fortid, nutid og fremtid og blive klogere på de nye teknologier, der skal skabe varmen til din radiator og dit morgenbad.

Udstillingen byder på en blanding af interaktive videoer, interessante fakta og en præsentation af alle de nye teknologier, der tilsammen skal udgøre Fremtidens fjernvarme. Du kan opleve udstillingen på egen hånd og du kan få en guidet tour sammen med Kredsløbs professionelle formidlere.

Udstillingen er gratis og er åben fra 11. marts til 19. april.

Kredsløb tilbyder gratis introduktioner til udstillingen og Fremtidens Fjernvarme hver tirsdag kl. 11 og kl. 16 i udstillingsperioden.

Læs mere om udstillingen og tankerne bag

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon