Efter en dejlig grillaften og de sidste gløder er gået ud, skal du af med asken. Når du gør det, kan du enten sortere det som restaffald eller tage det med til genbrugsstationen. Husk at putte asken i en lukket pose, inden du smider det i restaffald, så skraldemanden ikke får en røgsky i hovedet.
Er du på stranden og har medbragt engangsgrill, kan du med fordel tage den med hjem, når den er kold og aflevere den som metal på genbrugsstationen, næste gang du skal afsted. På den måde er du med til at sikre, at den kan genanvendes til nye metaller.
De små planter og blomster er også madaffald
Er den lille stueplante ved at være træt, kan man blive i tvivl. Kan planter sorteres som grøntsager og altså madaffald? Svaret er ja. Selve plantedelen må nemlig gerne lægges i sammen med madaffald, men jord skal sorteres fra, og det gælder også, hvis der er en plastik- eller porcelænspotte til. Er det blot en smule jord, kan det sorteres som restaffald, mens plastikpotten kan komme i plast. Er det en porcelænspotte, skal det afleveres som stentøj på genbrugsstationen. Planter kan også sorteres som almindeligt haveaffald og afleveres på genbrugsstationen.
Holder badedyret eller badebassinet ikke længere luft, skal du være særlig opmærksom. En del af disse indeholder nemlig blød PVC, som ikke kan genanvendes og derfor afleveres på genbrugsstationen som deponi. Gå generelt gerne efter mere miljøvenlige alternativer i det mulige omfang og hav det in mente, når du køber badedyr, badebassiner og gummistøvler, da de også kan indeholde PVC.
Badebukser med hul er ikke sejt
Er de gamle badeshorts ved at være slidte, sorterer du dem som tekstilaffald. Put dem i en klar pose, bind en god knude på posen og læg den i beholderen til papir/pap og tekstilaffald. Det er vigtigt, at de er tørre og rene, da beskidt og vådt tekstil ikke kan genanvendes.
Frisksmurte sandwiches og kolde drikke. Der er ikke noget hyggeligere end en frokost i det fri. Medbringer du madpakke eller takeaway på strandturen, skovturen eller udflugten, så husk at sortere affaldet. Det kan også være en god idé kvitte engangsservice og i stedet medbringe service hjemmefra, der tåler en tur i opvaskemaskinen.