Hvad vil du gerne
søge frem?

AffaldVarme Aarhus skifter navn og genbruger arbejdstøj

Nyt, nyt, nyt.

Når virksomheder skifter navn, er det ofte fulgt op af en omfattende udskiftning af det eksisterende arbejdstøj til ny beklædning i nyt design og med nyt logo.

For AffaldVarme Aarhus, der 1. marts 2022 skifter navn til Kredsløb, har man derimod ikke i sinde at skifte hele garderoben ud.

 

I stedet er det planen at genbruge store dele af garderoben med undtagelse af frontpersonalets.

”En af vores vigtigste opgaver er at sikre, at flere og flere af vores ressourcer genanvendes og genbruges og således går i kredsløb. Tøj og produktionen af dette er belastende og ressourcekrævende for vores klima og klode, og derfor var det også helt naturligt, at vi i det mulige omfang efterlever vores ambitioner og bidrager til et bæredygtigt kredsløb,” fortæller Lene van der Raad, chef for genbrug og energi hos AffaldVarme Aarhus, der pr. dags dato har skiftet navn til Kredsløb.

Konkret betyder det, at det gamle tøj tilpasses med det nye logo. Derudover får nye medarbejdere, der endnu ikke har fået arbejdstøj, såkaldt ”pre-owned” tøj, hvilket betyder, at tøjet har været brugt tidligere.

Endelig oprettes en dele-garderobe, hvor medarbejdere, der en gang imellem har brug for at bære arbejdstøj, kan benytte garderoben.

Alt sammen som alternativ til at lade det ende på forbrændingen.

Intet skal gå til spilde

Selvom ambitionen er at genbruge mest muligt tøj, vil der forventeligt være en del af beklædningen, der er for nedslidt til direkte at blive genbrugt. Dog betyder det ikke, at tøjet skal gå til spilde.

I stedet er det planen, at det resterende genbruges og genanvendes i samarbejde med andre parter. Faktisk
er målsætningen, at intet må gå til forbrænding. Det kan for eksempel betyde, at gamle jakker bliver til nye muleposer, PC-sleeves eller noget helt tredje.

Hvis tøjet skulle være så nedslidt, at det ikke kan genbruges, skal fibrene i stedet genanvendes til andre formål.

”Vi har en vigtig opgave i at medvirke til at reducere mængden af affald, der ender på forbrændingen. Selvom projektet i sig selv ikke reducerer miljøpåvirkningen i stor skala, er det væsentligt, at vi viser vejen og inspirerer både virksomheder og borgere til nye brugssituationer, så vi bliver bedre til at genbruge og genanvende, når det er muligt,” forklarer Lene van der Raad.

Projektet omfatter i alt beklædning til ca. 300 personer.

Målet i sig selv er ikke en økonomisk besparelse, men snarere at spare belastningen af miljøet og brug unødvendig brug af resurser.

”Vi mener ikke, at der er grund til at skifte beklædningen ud, i de tilfælde, at den stadig er i god stand og sagtens kan holde en del tid endnu. Det er ikke en spareøvelse, men en principiel overbevisning om, at vi med fordel kan spare klimaet og miljøet for unødig belastning,” slutter Lene van der Raad.

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(modtager ikke sms’er)

Pressetelefon