Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Kredsløb klar med årsregnskaber for 2021

Trods en verdensomspændende pandemi og et turbulent år på energimarkederne kan ressource- og forsyningsselskabet Kredsløb gøre positiv status på regnskabsåret 2021.

En omkostningseffektiv drift sikrede gode betingelser for kunderne og gode muligheder for at bidrage aktivt til den grønne omstilling af energisystemet.

Bjarne Munk Jensen, adm. direktør for Kredsløb

Der var godt gang i kedlerne hos Kredsløb i 2021, der bl.a. bød på høj effektivitet og lavere omkostninger for den samlede koncern.

For Kredsløb-koncernen betød en effektiv drift således, at der var færre omkostninger til varmekøb og driften for selskabet samt ekstraordinært høje indtægter på engrossalg af el, end forhåndsprognoserne foreskrev, og dermed, at 230 mio. kroner blev frigjort til bl.a. at påvirke de kommende varmetakster i positiv retning.

De stigende priser på engrossalg af el har især haft sin indvirkning på resultatet.

"For at lykkes på den lange bane med vores kerneopgaver, er det helt centralt, at vi også har mulighed for at investere i ny teknologi, flere kompetencer og nye energiprojekter, der er medvirkende til at sikre en høj forsyningssikkerhed, gøre fjernvarmen endnu grønnere og medvirke til stabile priser til gavn for kunderne," fortæller Bjarne Munk Jensen, der er adm. direktør hos Kredsløb og fortsætter:

"Selvom de ekstraordinære høje elpriser selvfølgelig er en omkostning i flere henseender på forbrugerniveau, er de samtidig med til at sikre en lavere fremstillingspris på fjernvarmen og påvirker dermed varmeprisen i positiv retning."

Helt konkret kunne kunderne fortsat nyde godt af stabile, konkurrencedygtige varmepriser samtidig med, at man kunne sænke priserne, for hvad der svarer til hele 1.968 kroner for en standardkunde for 2022.

"Som forsyningsselskab er det vores kerneopgave at sikre effektiv drift med en stabil varmeforsyning og konkurrencedygtige priser på varmen, som også skal være så grøn som mulig. Derfor arbejder vi hver dag for at sikre det helt rette grønne energimiks i vores fjernvarme her og nu og i for fremtiden," fortæller Bjarne Munk Jensen, 

Nye projekter og produkter som løftestang

2021 var også året, hvor der blev taget store skridt i den grønne omstilling og udviklingen af nye forretningsområder, der skal medvirke til at indfri de strategiske ambitioner. Herunder at muliggøre en grøn varmeforsyning med det mest hensigtsmæssige energi-miks.

Her blev der bl.a. lavet en aftale om at erstatte det sidste kul, der bruges i absolutte spidslastsituationer med en ny elkedel, og vejen blev endelig banet for at kunne præsentere planerne om EU’s største geotermiske anlæg, der skal forsyne Aarhus med lokal grøn varme fra undergrunden.

Endelig blev der dannet grundlag for at etablere et nyt selskab til at imødekomme den stigende efterspørgsel på afkøling og optimering af indeklimaet i større bygninger via såkaldt fjernkøling.

Mere affald på grund af Corona

Coronapandemien betød imidlertid markant øget produktion af affald i særligt husholdningerne, og dermed højere omkostninger til indsamling og behandling af vores affald og resurser end forventet, ligesom materialeomkostningerne var stigende, som det ellers er tilfældet på verdensmarkedet.

"Mange flere har opholdt sig inden for hjemmets fire vægge i Corona-tiden, og det har medført betydeligt mere affald og resurser, der skulle håndteres, ligesom vi oplevede en stor stigning af antal besøgende på vores genbrugsstationer. Uagtet den øgede aktivitet har det været vigtigt for os at sikre de bedste betingelser for at komme af med sit affald og holde resurserne i kredsløb så længe som muligt," slutter Bjarne Munk Jensen.

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(modtager ikke sms’er)

Pressetelefon