Hvad vil du gerne
søge frem?

Ny festival sætter fokus på genbrug i børnehøjde

Det bliver genbrug med stort G, når Kredsløb og REUSE fredag den 10. juni slår dørene op for en helt ny genbrugsfestival, der bl.a. sætter spot på genbrug og grøn omstilling for børn.

Medarbejder på REUSE bærer børnecykel ind i container

Vi skal smide mindre ud og i stedet reparere og genbruge mere til gavn for miljøet, den grønne omstilling og os selv.

REUSE, der drives af Kredsløb, lægger sig nu i selen for at skabe en helt ny oplevelse af, hvad genbrug og upcycling kan være og inviterer i den forbindelse til ”Sommer på REUSE” og ægte festivalstemning den 10. juni på Sydhavnen fra kl. 8-21.

På festivalen vil skolebørn bl.a. være i fokus, når man inviterer 3.-7. klasser til en rundvisning, introduktion til REUSE og workshops, leg og læring, ligesom de selv får mulighed for at fremstille nye ting af genbrugsmaterialer.

"Hvis vi skal lykkes med at sikre mere genbrug og genanvendelse, er det vigtigt, at man allerede fra barns ben lærer om principperne, fordelene, og den forskel man gør, når man genbruger og reparerer frem for at smide ud, og derfor har vi glædet os til at slå dørene op for en helt ny måde at opleve genbrug på," fortæller Peter Christensen, der er koordinator på REUSE.

Festivalstemning og livemusik

Har man ikke fået billet til en af sommerens festivaler, er det også muligt at opleve festivalstemningen på REUSE.

Fra kl. 15 åbnes festival-teltet, hvor man bl.a. kan deltage i workshops om genbrug, få hjælp til at få repareret ødelagte ting, deltage i foredrag og fortællinger om genbrug og konkurrencer. Endelig vil man kunne få stillet sulten og tørsten og opleve vaskeægte livemusik fra teltets hovedscene.

"Vi har forsøgt at skabe et event, hvor vi gør genbrug til en oplevelse for på den måde at skabe de bedste rammer for at inspirere både børn og voksne til meget mere genbrug, hvor vi holder tingene i kredsløb så længe som muligt," slutter Peter Christensen.

Om Sommer på REUSE

  • Fredag den 10. juni kl. 8-21

  • Hos REUSE på Jægergårdsgade 170, Aarhus C

  • Gratis adgang

  • Alle er velkomne!

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(modtager ikke sms’er)

Pressetelefon