Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Forbedring af fjernvarmen lukker en del af Fredensvang Runddel i to døgn

En utæthed i fjernvarmenettet betyder, at en del af Fredensvang Runddel lukkes fra fredag den 13. til søndag den 15. august mens der lægges nye rør. De nye rør lægges et andet sted, så arbejdet generer mindst muligt.

Fra fredag den 13. august går gravemaskinerne i gang med at grave et stykke af Fredensvang Runddel op, så fjernvarmerørene under vejen kan blive skiftet. I rørene blev en utæthed midlertidigt repareret i efteråret/vinteren 2020, og nu skal rørene udskiftes.

Derfor skal trafikanter, som igennem Fredensvang Runddel den kommende tid, forberede sig på måske at skulle ud på en mindre omkørsel.

AffaldVarme Aarhus har planlagt arbejdet, så det generer trafikken mindst muligt. For eksempel bliver rørene lagt et andet sted, så færre veje skal graves op. Fredag klokken 18.00 går gravemaskinerne i jorden, og det forventes at arbejdet er afsluttet igen inden klokken 20.00 søndag aften.

Stor infrastruktur holder Aarhus varm
Det er en stor opgave at holde fjernvarmenettet opdateret. Under Aarhus løber der cirka 134 kilometer transmissionsrør, som er fjernvarmens ”motorvej”. Det er de rør, der skal repareres ved Fredensvang Runddel. Ud over transmissionsrørene ligger der 2300 kilometer distributionsrør, som er de rør, der bringer fjernvarmen fra ”motorvejen” og ud til kunderne.

Hvert år udskifter og anlægger AffaldVarme Aarhus mere end 45 kilometer fjernvarmerør rundt i hele Aarhus Kommune. Meget af arbejdet er præventivt, så man undgår brud eller utætheder, men i nogle tilfælde er der også behov for reparationer af brud og utætheder.

”Det er heldigvis ikke særlig tit, at vi ser brud på vores fjernvarmerør. Og det skyldes især, at vi løbende vedligeholder dem og udskifter rør, som ikke kan holde mere. Aarhusianerne skal kunne regne med, at der altid er varme,” siger Elsebeth Arendt, Fjernvarmechef, AffaldVarme Aarhus

Nye rør udnytter varmen bedre
Udskiftningen af rørene er nødvendig for at opretholde den høje forsyningssikkerhed. Men der er også en anden gevinst forbundet med udskiftningen. Når AffaldVarme Aarhus lægger nye rør, så er de nemlig 20-25 procent bedre isolerede end de gamle. Det betyder, at mindre varme går til spilde, inden det når ud til kunderne.

Rørene er en del af en infrastruktur, som leverer fjernvarme til 95 procent af indbyggerne i Aarhus Kommune.

I kan læse meget mere om gravearbejder i forbindelse med fjernvarmen her

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(modtager ikke sms’er)

Pressetelefon