Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Aarhusianerne skal lære at udnytte fjernvarmen bedre

For at kunne levere endnu grønnere og billigere fjernvarme skal aarhusianerne blive bedre til at udnytte fjernvarmen. For den enkelte kan det betyde en billigere varmeregning og grønnere fjernvarme.

Kvinde læser foran radiator

Fra årsskiftet indfører AffaldVarme Aarhus et nyt tillæg, som skal motivere fjernvarmekunderne til at udnytte deres fjernvarme bedre. Det er nemlig både godt for kundernes økonomi og for klimaet.

Hvis kundernes varmeinstallationen udnytter varmen dårligt, kræver det mere fjernvarmevand at varme huset, lejligheden eller virksomheden op. Dermed skal AffaldVarme Aarhus producere mere varme end nødvendigt.

”Vi har alle sammen en interesse i, at den varme der bliver produceret, bliver udnyttet bedst muligt. Vi gør rigtig mange ting for at gøre fjernvarmen så grøn og billig som mulig, men vi er afhængige at kundernes hjælp, hvis vi skal nå det sidste stykke vej,” siger Elsebeth Arendt, Fjernvarmechef, AffaldVarme Aarhus.

Hvem får tillæg?
Det nye tillæg hedder tillæg for returtemperatur. Returtemperaturen er betegnelsen for den temperatur, som fjernvarmevandet har, når det har været igennem ejendommenes fjernvarmesystem.

Hvis man som kunde har en høj returtemperatur, så udnytter man fjernvarmen dårligt, og det giver et gebyr. Hvis man har en lav returtemperatur, så er man god til at udnytte fjernvarmevandet, og det giver en bonus. Returtemperaturen skal ligge under 40 grader, for at undgå et gebyr.

”Det nye tillæg skal give en mere fair måde at lave varmeregninger på. Tidligere har det haft en betydning, hvor i fjernvarmenettet ens husstand lå, og nogle er dermed sluppet for gebyr, selv om deres anlæg ikke udnyttede fjernvarmen godt nok. Nu rammes alle ens, og det synes vi er mest rimeligt,” siger Elsebeth Arendt, Fjernvarmechef, AffaldVarme Aarhus.

Der er hjælp at hente
Alle kunder modtager inden oktober et brev i e-Boks eller postkassen om det nye tillæg. Heri står også, om AffaldVarme Aarhus forventer, at kunden skal betale et gebyr eller ikke bliver påvirket. Det vurderes ud fra varmemålerdata fra det seneste år.

Et gebyr på regningen er aldrig rart. Heldigvis kan kunderne selv forbedre returtempera-turen med gode varmevaner. På www.affaldvarme.dk/retur er der gode råd at hente, og en videoguide til, hvordan man får styr på returtemperaturen.

Men der vil være nogle kunder, hvor det ikke er ligetil. Der henviser AffaldVarme Aarhus til kundernes lokale VVS-installatør.

Det nye tillæg træder i kraft fra 1. januar 2022, og vil fremgå af kvartalsregningen i april 2022.

Fakta om returtemperatur

Hvad er høj eller lav returtemperatur?

Fra 2022 inddeler AffaldVarme Aarhus kundernes returtemperatur i tre forskellige kategorier. Høj, neutral og lav:

  • En temperatur over 40 grader er for høj og udløser et gebyr til kunden
  • En temperatur på 30-40 grader er neutral og har ingen indflydelse på regningen
  • En temperatur på under 30 grader er lav og udløser en bonus til kunden

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har for høj returtemperatur?

Opvarm effektivt

Sørg for at alle termostater er tændt og indstillet ens i de rum, du ønsker at opvarme.

Hold dørene lukket mellem de rum, du ønsker, skal have forskellig temperatur.

Sluk for alle radiatorer, når du lufter ud.

Dæk ikke radiatoren til

Hæng ikke tøj til tørre på radiatorerne.

Sørg også for, at de ikke er dækket til af møbler eller gardiner

Tjek det varme vand

Tag temperaturen på det varme vand i vandhanerne. Den bør ikke være over 50°C.

Mærk på dine radiatorer

Når dine radiatorer er tændt, skal de være varme i toppen og kolde i bunden.

Hvis de er kolde i bunden, er det tegn på, at du udnytter varmen, og at retur-temperaturen på dit fjernvarmevand er fornuftig.

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(modtager ikke sms’er)

Pressetelefon