Hvad vil du gerne
søge frem?

Sådan gør vi din fjernvarme grønnere

I 2030 skal den varme og energi, du får fra Kredsløb, være klimaneutral.

Derfor arbejder vi hele tiden på at få flere vedvarende energikilder ind i systemet. 

Lige nu er halm, havvand og overskudsvarme med til at gøre den fælles fjernvarme grønnere. 

Hvorfor er fjernvarme fra halm CO2-neutralt?

Mens kornet vokser på marken, optager det CO2.

Når halmen bliver forbrændt for at lave fjernvarme, frigiver det den samme mængde CO2 tilbage til luften. Hele processen sker inden for det samme år. Derfor er halm en CO2-neutral energikilde.

21 % af fjernvarmen i Aarhus kommer fra halm, der er dyrket i nærheden af Aarhus.

Supermarkedets køledisk kan varme din stue

Kredsløb køber overskudsvarme fra små og store lokale virksomheder. 

Overskudsvarmen bliver dannet, når bygninger, servere og fødevarer bliver afkølet.

Ved at udnytte overskudsvarmen i fjernvarmen kan vi bruge energien mere effektivt. Til gavn for klima, økonomi og klodens ressourcer.

Det er kun en lille del af varmen i Aarhus (ca. 2%), der kommer fra overskudsvarme i dag, men vi arbejder på at få mere overskudsvarme ind i systemet. 

Koldt havvand bliver til fjernvarme

I Maskinrummet på Aarhus Ø omdanner vi det kolde havvand fra Aarhus-bugten til fjernvarme. 

Havvandet bliver pumpet ind i store havvandsvarmepumper, hvor det koger ved lavt tryk. Dampen bruges til at opvarme det fjernvarmevand, der sendes ud til beboere på Aarhus Ø, hvor det giver varme stuer og brusebade. 

Bagefter bliver havvandet iltet og ført tilbage ud i bugten. 

Geotermisk fjernvarme i Aarhus fra 2030

Fra 2030 kommer 20 % af varmen i Aarhus fra geotermi - det varme vand i vores undergrund.

Kredsløb og geotermiselskabet Innargi A/S har indgået en aftale om at bygge EU's største geotermiske fjernvarmeanlæg i Aarhus.

Hvor kommer fjernvarmen fra?

Størstedelen af fjernvarmen i Aarhus stammer fra Ørsteds kraftvarmeværk i Studstrup og fra affaldsenergianlægget og det biomassefyrede kraftvarmeværk i Lisbjerg - begge nord for Aarhus. 

Her bliver der produceret enorme mængder fjernvarme sammen med produktion af el.

Resten af fjernvarmen kommer fra mindre anlæg, bl.a. vores halmværker i Sabro, Solbjerg og Harlev.

Hvad er fjernvarmen lavet af?

Ud over de energikilder, du kan læse om på siden her, bliver fjernvarmen i Aarhus blandt andet lavet af bæredygtige træpiller og restaffald.

Vi arbejder hele tiden på at få endnu flere vedvarende energikilder ind i varmesystemet.

Klik her for at se, hvad fjernvarmen er lavet af, og hvad produktionen af fjernvarme udleder til luften.

Du kan også beregne, hvordan dit fjernvarmeforbrug påvirker miljøet. 

78 % af fjernvarmen i Aarhus kommer fra vedvarende energikilder

Bæredygtige træpiller i fjernvarmen

Siden 2017 har bæredygtige træpiller erstattet kul og olie. Som grafen viser, har det givet et markant fald i CO2-udledningen. Dermed er træpiller en trædesten på rejsen mod en grønnere fremtid.

Her kan du læse mere om bæredygtige træpiller og om, hvordan vi arbejder frem imod at forbrænde endnu mindre.