På nærgenbrugsstationen kan du aflevere endnu flere forskellige typer affald til genanvendelse, end du kan i beholderne ved dit hjem.
Kom og besøg Godsbanen Nærgenbrugsstation
Nærgenbrugsstationen er en multifunktionel genbrugsstation midt i byen.
Her kan du aflevere flere slags affald til genanvendelse og gå på jagt efter gratis genbrugsfund.
Det er samtidig et pilotprojekt, hvor Kredsløb tester og afprøver nye tiltag for at gøre det nemmere for dig at genbruge og genanvende.
For at få adgang til Nærgenbrugsstationen, skal du bruge MitID til at logge ind. Følg guiden, når du står foran døren.
Kredsløb Nærgenbrugsstation
Dirch Passers Gade 5
8000 Aarhus C
Adresse
Alle dage kl. 7-19
Åbningstider
Grønne muligheder midt i byen
Aflever affald til genanvendelse
Giv og tag gratis genbrug
Du kan finde genbrugsting, som andre aarhusianere har valgt at give videre.
Eller du kan stille ting, du ikke selv bruger længere, men som andre kan få glæde af.
På nærgenbrugsstationen kan du aflevere:
- Pap
- Tekstilaffald
- Glas og spejle
- Hård plast
- Blød plast
- Træ
- Jern og metal
- Elektronik
- Flamingo
- Deponi
- Farligt affald (f.eks. malingrester, rengøringsmidler, batterier mv.)
Du kan IKKE aflevere:
- Hårde hvidevarer
- Madaffald og fødevarer
- Elektronik, som indeholder personfølsomme data
- Byggeaffald
- Sanitetsudstyr
- Haveaffald
- Restaffald
Giv dine ting til genbrug
Som udgangspunkt kan du aflevere alle de mindre ting, som der er plads til på nærgenbrugsstationens hylder.
Det er ikke tilladt at stille genbrugsting andre steder end i det område, der er indrettet til at give og tage genbrug.
Derfor er det ikke muligt at aflevere større genbrugsgenstande som f.eks. madrasser, borde, stole mv. Brugte møbler eller andre større ting, kan du i stedet aflevere hos REUSE i Jægergårdsgade.
Du kan låne udstyr i Låneskabet
I Låneskabet kan du låne udstyr, som man typisk kun bruger en gang imellem. Her finder du f.eks. printer, cykelværktøj, boremaskine, pastamaskine og meget mere.
Mange af tingene i Låneskabet er genbrug, og der kommer løbende nyt i skabet ud fra ønsker og fund fra genbrugsstationerne.
Du bruger Låneskabet ved at logge ind ind med MitID.
Du er velkommen til at bruge udstyret på Nærgenbrugsstationen eller tage det med hjem. Du skal blot give det lånte tilbage i samme stand og rengjort, hvis det er nødvendigt.
Vil du med til events og bæredygtige workshops?
Deltag i events og arrangementer, der gør det nemmere at være grøn.
Det kan f.eks. være bæredygtige workshops, cykelværksted eller byttemarked.
Følg Kredsløb på Facebook eller Instagram, hvis du vil holde dig opdateret.
Nærgenbrugsstationen er skabt for at gøre det nemmere for beboere i Aarhus midtby at genbruge og genanvende.
Mange, der bor midt i byen, har ikke bil, og det kan derfor være svært at komme af med det affald, der ikke kan afleveres i de nedgravede beholdere eller hentes som storskrald.
Som led i det EU-finansierede projekt Circular Economy Beyond Waste har Kredsløb fået mulighed for at etablere nærgenbrugsstationen som et 2-årigt pilotprojekt i den nye bydel Godsbanen.
Formålet er at teste og afprøve nye teknologier og tiltag, der kan gøre det nemmere at genanvende og bidrage til at opnå Kredsløbs mål om at tredoble genbrugsmængden i Aarhus.
Har du spørgsmål eller forslag til nærgenbrugsstationen, så send os gerne din mening.

Næsten alt inventar i Nærgenbrugsstationen er lavet af genbrugte eller genanvendte materialer.
Vi har samlet materialer fra Kredsløbs genbrugsstationer og købt genbrugsmaterialer fra leverandører, der specialiserer sig i genbrug.
Du kan se skruehuller og rester af beton, som viser materialernes tidligere liv. De er bevidst en del af designet og er med til at give Nærgenbrugsstationen en unik atmosfære.
Møbler og inventar | Historien bag |
---|---|
Beholderskjul | Genbrug. Bygget af krydsfiner fra REUSE og genbrug fra byggebranchen. |
Bord | Bordplade af resttræ. Stel af genanvendte materialer fra byggebranchen. |
Fliser udenfor | Delvist lavet af genanvendte mursten, granit og knust beton fra genbrugsstationerne. |
Gardin | Lavet af genanvendt polyester. |
Indbygningsreol | Sammensat af genbrugsreoler fra REUSE. Reolkasser af genanvendt plast. |
Lamper | Genbrug. Indsamlet på REUSE |
Reoler | Lavet af genanvendt plast fra Kredsløbs genbrugsstationer og medicinalindustrien. Hjul fra REUSE. |
Skamler | Genanvendt plast fra medicinalindustrien og genbrugsstationerne. |
Udendørs møbler | Sæde og ryd af genanvendt plast fra medicinalindustrien og genbrugsstationerne. Stel er genbrug fra REUSE. |
Udhængsskilt | Lavet af genanvendt plast fra medicinalindustrien og genbrugsstationerne. |
Ikke genanvendte materialer: Vinkler, beslag, rawplugs, maling, fatninger, folie til skilte og facade, udhæng til skilt, elpærer og skruer.
Støttet af EU
Nærgenbrugsstationen er en del af projektet Circular Economy Beyond Waste.
Et nationalt partnerskab for cirkulær økonomi, genbrug og genanvendelse.