Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Kredsløb ønsker at indfange CO2 i Aarhus

Mængden af CO2 i atmosfæren skal sænkes.

Den opgave vil Kredsløb gerne bidrage til, og CO2-fangst på forbrænding af restaffald er en klog måde at mindske mængden af CO2, der bliver udledt til atmosfæren.

Affaldsenergianlægget i Lisbjerg

Hvad er CO2-fangst?

CO2-fangst (eller carbon capture som det også kaldes) er at opfange CO2 fra forbrændingsprocesser eller fra atmosfæren.

Hos Kredsløb vil vi bygge et anlæg, som kan indfange CO2 fra både det halmfyrede kraftvarmeværk og affaldsenergianlægget i Kredsløb Energipark Lisbjerg.

Da halm og flis er CO2-neutrale brændsler, kan et CO2-fangstanlæg i Aarhus dermed skabe minus i CO2-regnskabet. 

CO2-fangst på restaffald er en robust løsning

Selvom mere affald skal genanvendes, vil der være behov for at komme af med restaffald de næste mange år. 

På affaldsenergianlægget i Kredsløb Energipark Lisbjerg bliver affaldet brændt og energien bliver brugt til at lave varme, varmt vand og el.

Ved at fange CO2 fra forbrændingen, kan Kredsløb sænke den samlede mængde CO2 i atmosfæren.

 

Sådan foregår CO2-fangst

Teknologien eksisterer allerede, og Kredsløb har et konkret projekt i støbeskeen. Projektet vil betyde, at vi kan opfange 360.000 tons CO2 om året fra anlægget i Lisbjerg.

Den CO2, som fanges, bliver sendt via rør til et sted, hvor den kan pumpes sikkert og forsvarligt ned i hulrum under jorden. Jordlagene indkapsler CO2'en, så den ikke kan slippe ud i atmosfæren.

På længere sigt vil det være muligt at udnytte CO2'en.

Status på projektet

CO2-fangst er nødvendigt, hvis Danmark skal nå sine klimamål.

Kredsløb har et projekt klar, der kan sikre, at næsten 1 % af Danmarks CO2-udledning kan blive indfanget og lagret frem for at blive frigivet i atmosfæren.

Derfor er det oplagt at lave CO2-fangst på store kommunale kraftvarmeværker.

De politiske rammer

Skatteministeriet har med oplæg til Grøn Skatteaftale til hensigt, at affaldsenergianlæg fremover skal forvente at blive pålagt en afgift for den CO2, som vi ikke længere vil udlede med et fangstanlæg.

Vi ser dette som et brud på den politiske aftale og som et brud på hensigten med omlægning til en CO2-afgift; nemlig at den skal give incitament til at reducere udledningerne, herunder gennem CO2-fangst.

Derudover er der en række detaljer, f.eks. regler for overskudsvarme, der endnu ikke er på plads, og det haster at få lovgrundlaget og andre detaljer på plads og behandlet i folketinget.

Fakta om projektet

Klar i 2029

Hvis de lovmæssige forudsætninger kommer på plads, kan anlægget stå klar i 2029.

360.000 ton om året

Så meget CO2 forventer Kredsløb at kunne fange.