Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

REUSE giver en cirkulær studiestart

REUSE vil gerne gøre lidt ekstra for, at de nye studerende kommer godt i gang med studiet i Aarhus på en cirkulær måde. Derfor står masser af kontorstole, arkitektlamper, fag- eller studiebøger og køkkenting klar til at blive genbrugt af de studerende.

Tre unge leder efter ting og møbler på REUSE op til studiestart

I den kommende tid strømmer nye studerende til Aarhus for at starte deres studier, og i den anledning håber AffaldVarme Aarhus at kunne byde de nye aarhusianere velkommen til byen med masser af genbrugsguld.

På REUSE i Jægergårdsgade, AffaldVarme Aarhus’ gentænkte genbrugsstation, er der masser af genbrugsguld at hente, hvis man eksempelvis skal indrette sin studielejlighed. Og samtidig kan man komme af med nogle af de ting, som man ikke skal bruge mere, og som andre kan få glæde af.

Mandag, tirsdag og onsdag i festugen er der et særligt event for de studerende, hvor de kan hente udvalgte ting til deres lejligheder og få en særlig rundvisning.

”Vi vil gerne hjælpe de nye studerende godt i gang med studierne. Så derfor tilbyder vi dem en stol, noget lys og andre ting til indretningen. Samtidig forlænger vi tingenes levetid og undgår at de bliver til affald,” siger projektleder på REUSE, Peter Christensen.

En anderledes genbrugsstation
For dem, som ikke lige kender REUSE, så er det AffaldVarme Aarhus’ alternative bud på en genbrugsstation. Her kan aarhusianerne hente ting, som andre aarhusianere ikke har brug for mere – og tilmed helt gratis.

Hver dag bliver der afleveret to tons genbrug på REUSE, og hver dag stilles nye ting frem, som andre kunder kan hente. Tit er der kø klokken 12.00, når REUSE slår dørene op.

Der er faktisk også gode muligheder for at gøre et kup. Der findes alt fra dagligdagsting til de mere specifikke. En hoppeborg, en dykkerdragt, surfboards og sejl kan nævnes som nogle af de mere specielle effekter som har skiftet hænder.

Man kan aflevere til REUSE på genbrugsstationerne i REUSE-containeren eller aflevere tingene direkte på REUSE i Jægergårdsgade.

Klar til de studerende
I løbet af de sidste par måneder er stole, lamper osv. blevet stillet til side af personalet på REUSE, så man er sikker på at kunne tilbyde de studerende et stort udvalg. Nu er håbet så, at det nye initiativ falder i god jord.

”Først og fremmest så håber vi jo på, at det her kan være en lille hjælp til indretningen af deres nye lejligheder. Men det er også vigtigt for os, at vi får vist de nytilkomne, hvordan man kan udleve genbrugstanken i Aarhus,” siger projektleder på REUSE, Peter Christensen.

Hvis man vil vide mere om REUSE, så er det bare med at hoppe ind på Instagram eller Facebook, hvor REUSE har sin egen side. Også på AffaldVarme Aarhus’ hjemmeside er der gode praktiske informationer at hente. Læs mere her

                                                                                                                                                               

Parkering: Der er mulighed for korttidsparkering ved REUSE, men det anbefales at komme gående eller på cykel.

REUSE

Jægergårdsgade 170, 
8000 Aarhus C

Åbent alle dage kl. 12-17
- også weekend og ferie

(Lukket 24., 25., 26. og 31. dec. samt 1. jan.)

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(modtager ikke sms’er)

Pressetelefon