Gå til indhold

Hvad vil du gerne
søge frem?

Farligt affald i Aarhus Midtby

Alle mangler skabsplads. Og vi kan hurtigt blive enige om, at farligt affald ikke er det fedeste at bruge pladsen på.

Bor du i midtbyen? Så kan du nu finde plads til tomme tørshampoos, ødelagt ledninger og brugte batterier i skabene til farligt affald i midtbyen.

På denne side kan du finde dit nærmeste skab og blive klogere på, hvordan du sorterer dit farlige affald.

Farligt affald i Aarhus Midtby

Find et skab i nærheden af dig

Nu kan du finde både skabe til farligt affald og batteristandere i midtbyen. I skabene er der røde kasser, du skal aflevere dit farlige affald i. 

På kortet her kan du finde en afleveringsmulighed i nærheden af dig. Klik på ikonerne i kortet, og se de præcise lokationer. 

Hvad kan du aflevere i skabet til farligt affald?

Her kan du se eksempler på ting, man typisk bruger derhjemme, som kan afleveres i skabet til farligt affald.

Hvad kan afleveres i skabet?

  • Spraydåser
  • Kemikalieflasker
  • Malingrester
  • Småt elektronik
  • Elpærer (i pose)
  • Batterier (i pose)

Hvad kan ikke afleveres i skabet?

  • Fyrværkeri
  • Ammunition
  • Medicinrester
  • Gaspatroner
  • Kanyler 

Vidste du? 

At meget farligt affald er helt almindelige hverdagsprodukter? De fleste ved, at batterier ikke må smides i restaffald, men var du klar over, at det samme faktisk gælder for din tomme deospray, slidte iPhone-oplader og lyskæden fra altanen?

Mange produkter er helt uskadelige at bruge, men bliver til farligt affald, når du er færdig med dem. Det skyldes, at produkterne som affald kan skade miljø og mennesker, hvis de ikke bliver behandlet rigtigt. 

Det kan også være produkter, som skal håndteres på en særlig måde for at blive genanvendt.

Sådan bruger du skabet

Skabene til farligt affald er børnesikrede.
  • Åbn skabet ved at klemme og dreje på det børnesikrede håndtag.
  • Læg dit farlige affald i en af de røde kasser i skabet.
  • Luk skabet efter dig.  

Du skal aflevere affaldet i skabet. Det er altså ikke tilladt at stille farligt affald ved eller omkring skabet.

Her kan du også komme af med farligt affald

Genbrugsstationerne

Alle seks genbrugsstationer i Aarhus Kommune tager imod farligt affald. Har du f.eks. farligt affald i store mængder eller i store beholdere (større end 10 liter) skal du aflevere det på genbrugsstationen.

Find din nærmeste genbrugsstation her.

Besøg genbrugsstationen

Storskraldsordningen

Farligt affald kan også afleveres som storskrald - helst sammen med andet, du skal have hentet.​

Husk at bestille afhentning - det er nemt og gratis.

Bestil storskrald

Derfor giver det mening at sortere farligt affald

Der kan være forskellige årsager til, at affaldet er farligt. Affaldet kan f.eks. være: 

  • Brandfarligt
  • Sundhedsfarligt
  • Miljøfarligt

Når du sorterer dit farlige affald, er du derfor med til at passe på vores sundhed og fælles miljø. Du hjælper også til, at mest muligt affald bliver genanvendt forsvarligt. 

I filmen kan du se, hvad der sker med det farlige affald, efter det er afleveret. 

Søg hjælp og inspiration til sortering 

Brug sorteringsguiden

Hvis du er i tvivl om dit affald, kan du altid slå det op i den digitale sorteringsguide. 

Der er over 950 forskellige typer affald i sorteringsguiden, og der kommer hele tiden flere til.

Prøv sorteringsguiden

Følg os på Instagram

På vores Instagram kan du få sorteringstips, inspiration til indretning af din sortering, information om arrangementer og meget mere.

Følg os på Instagram

Problemer med skabet?

Oplever du problemer med skabet til farligt affald? Indberet problemet her, så løser vi det hurtigst muligt.

Er der røg eller brand fra skabet, ring 112.

Hvis problemet vedrører skabe ved fællesbebyggelser, skal du i stedet kontakte din boligforening eller vicevært.

Har du spørgsmål om farligt affald eller sortering?

Du kan skrive til os døgnet rundt ved at klikke på knappen herunder.

Du kan også ringe til Kundeservice på tlf. 77 88 10 10 alle hverdage kl. 9-14.